Sardinien – stilhedens ø

Sardinien er kendt som en ferieø fuld af liv og fest. Sådan er det om sommeren ved kysterne, men inde på øen i de stadigt mere affolkede landdistrikter findes en anden mere stille og alligevel meget spændende kultur. Her forsøger man på den ene side at holde globaliseringens ensretning på afstand og samtidig at finde løsninger på de udkantsproblemer som er endnu mere presserende her end i nordeuropæiske provinsområder.

Kirken i Pratobello

Den forladte kirke i Pratobello i Provincia di Nuoro. Der findes utallige forladte steder på Sardinien. Især er der mange forladte landsbyer og industrianlæg.

Befolkningstallet på Sardinien er i 2017 på 1.650.000. I de kommende årtier forventes dette tal at dale med mere end 20% til omkring 1,3 millioner. Gennemsnitsalderen er høj, og der fødes få børn. De unge udvandrer til det italienske fastland og til resten af Europa for at søge uddannelse og arbejde. Samtidig sker en vandring fra land til by. Derfor vokser byer som Cagliari, Sassari og Olbia, til trods for at øens samlede indbyggertal falder. Derfor er landkommunerne ramt meget hårdt. Regionen opererer med en liste på næsten 300 landsbykulturer som uddør i de kommende årtier. I 2016 har der i 29 sardiske kommuner ingen hushandler været overhovedet. Hyppigt sættes huse og lejligheder end ikke til salg når de forlades.

Gadeparti i Lollove

I landsbyen Lollove nær Nuoro på det centrale Sardinien er affolkningen tydelig. Fra at være et blomstrende lokalsamfund med egne, traditionelle kostumer og egen dialekt forskellig fra sproget i de omkringliggende byer er der nu kun ca. 20 aldrende indbyggere tilbage. Byen er et besøg værd som den forholdsvis uspolerede landsby den er, uden huse i gasbeton og andet grimt byggeri.

At Sardinien bliver betegnet som stilhedens ø, hænger ikke kun sammen med at de indre bjergegne forlades, men også med at den manglende larm er et træk ved sardisk kultur. Sardiniens århundredgamle modstand mod kolonisering rummer en afstandtagen til ”støjende fastfood og larmen fra elitens larmende adfærd i de rige ferieområder”, som en oppositionspolitiker udtrykker det i online-magasinet il manifesto sardo. Ønsket om at bevare det bedste fra sardisk hyrdetradition står meget stærkt i lokalbefolkningen. Den italienske antropolog Pietro Clemente taler om generhvervelse af retten til den immaterielle kultur. Opmuntrende siger han om muligheden: ”Det kan ske i alle de landsbyer som kæmper og eksisterer for det unikke ved deres sted.” Den kultur Clemente taler om, kan forstås som respekt for den enkelte lokalitet og tilbageerobring af lyde, stemmer, natur. Det handler om at skabe, komponere, skrive, vandre, læse, tænke, male, dyrke haver og alt andet som bringer mennesker tættere på natur og kultur. Det er fx hvad man kan opleve hvert efterår når bønder, håndværkere og kunsthåndværkere over alt i det indre Sardinien åbner for besøg. Det er også hvad man når som helst kan opleve i sardiske landsbyer hvis man giver sig tid til at komme i kontakt med lokalbefolkningen.

5. september 2017